Individuel Psykoterapi


Individuel Psykoterapi i RingstedKlik her for terapi med børn

Der er tidspunkter i livet, hvor det er naturligt og sundt at række ud efter hjælp. Den rette støtte kan hjælpe dig til at få fodfæste og finde din retning i livet. Jeg tilbyder at være den støtte med psykoterapi.

Min fornemste opgave som psykoterapeut er at give dig mit nærvær. Jeg lytter til dig, er sammen med dig i de svære følelser, og støtter dig i din søgen efter klarhed og balance.

I psykoterapi arbejder jeg ud fra en overbevisning om at DU kender dig selv bedst og ved hvad der er rigtigt for dig. Det betyder også at du i virkeligheden selv har svarene til dine spørgsmål. Mange forskellige ting kan gøre at du ikke har kontakt til dem; gamle mønstre, stress, sorg, usikkerhed, manglende selvværd, omvæltninger i livet og meget mere.

Jeg vil hjælpe dig til at komme i kontakt med dig selv og til at være alt hvad du er og kan blive. Jeg kan hjælpe dig med at mærke dine grænser og blive tydeligere på hvad du vil og vil være med til, ligesom psykoterapien kan hjælp dig med en tydeligere retning i livet.

I terapien taler vi sammen og når det er relevant inddrages kroppen og kreative udtryk. Nogle gange kan kroppen fortælle og udtrykke meget mere end ordene, og ofte er det også dér forandringerne mærkes og lagres.

Psykoterapien er nænsom og omsorgsfuld fordi jeg som person er sådan, og fordi min erfaring fortæller mig at når vi er trygge og bliver set i vores sårbarheder, smelter skammen over ikke at være perfekt, og så følger de positive forandringer naturligt.

Mit speciale ligger i temaer som sorg, eksistentiel krise, ensomhed, tomhed, lavt selvværd, kreativitet og selvudfoldelse.

Pris: kr. 800 pr. session op til 1½ times varighed. Der kan indgås individuelle aftaler ift. betaling. Sessionen kan aflyses min. 24 timer før uden beregning, herefter opkræves fuldt gebyr.

Jeg tilbyder også skriftlig psykoterapi og online video-terapi, læs mere om det her.